Velkommen til hjemmesiden for grundejerforeningen Østre Strand, et af flere sommerhusområder ved Kobæk strand, 4230 Skælskør.
Området blev udstykket sidst i 1970’erne som nabo til og øst for det meget ældre område Nørre Strand, hvor der endnu kan ses en del ældre huse.
Det er afgrænset dels af Nørre Strand mod vest, Kobækvej mod syd, Lindeskov, en del af godset Espe, mod nord og af Kobæk renden, der afvander et større område mod nord og øst. Via stisystem er der fin adgang til den dejlige badestrand ved Kobæk.
Jordbunden er vekslende god muldjord og sand, da det er gammel havbund.
De første huse er fra begyndelsen af 1980’erne, men der er tilkommet mange nye huse, selvom ikke alle grunde endnu er bebyggede.
Foreningen ledes af en valgt bestyrelse, men driften er stærkt afhængig af solid frivillig arbejdskraft.
I området er der flere grundejerforeninger, der samarbejder om projekter af fælles interesse, for tiden som det vigtigste forebyggelse af følger ved havvandsstigning.
Du finder mange oplysninger om foreningen og vores område her på siden, og ellers kom og nyd det dejlige område som grundejer, som gæst eller blot ved en gåtur.